pauser i hverdagen

Forleden læste jeg en artikel på vores børn der gav god mening. Om at give børnene pauser i en travl hverdag. Pauser fra at rende rundt i supermarkedet, pauser fra vuggestuen, pauser fra forpligtelser. Ja altså tid til bare at være.

Det gav måske endnu mere god mening fordi det faktisk er noget vi praktiserer herhjemme. Vi har da godt kunnet mærke på lille A, at efter en dag i vuggestuen har han da ofte bare haft brug for en, ja pause, når vi kom hjem. Og han er nok bare en lille fyr som har været god til at tage dem. Så ofte har han fået sin sut og bamse, og har simpelthen stenet på sofaen nogen tid. Nogle dage over et kvarter, hvor han bare har ligget og hvilet. Han er aldrig faldet i søvn, men har fået lidt ro. Nogle gange har jeg siddet lidt med ham, mens jeg andre dage har ordnet lidt småting i køkkenet som er i sammenhæng med stuen. Så har han henvendt sig når han var klar igen.

Nu her går vi som oftest hjem fra vuggestuen mens lillesøster sover. Det er en tur på ca. en halv time hvis vi går direkte, og vi har en dobbelt klapvogn (det kommer der nok mere om en anden dag). Og jeg tror det ofte er her han tager sin pause nu. Så betragter han bilerne, kommenterer på bilmærkerne, får en tår vand og lidt at spise, og efter sådan en tur er han efterhånden klar til at komme på legeplads eller læse nogle bøger. Og jeg nyder standerne til at have hamret uforstyrret og høre lidt om hvad der fylder i hans hoved (biler!).

Efterhånden er han ved at blive stor nok til at snakke lidt om, hvad der er sket i løbet af dagen. Men det er først ved at komme nu. Men synes også at måden at snakke om tingene på som bliver nævnt i artiklen giver mening. Måden at spørge på altså.

Så ja, vi er glade for pauser herhjemme. Er det noget I gør her i?

/Anne