En af de første fuldstændig overvældende mor-følelser jeg fik, da jeg blev mor første gang, var en skræk for, at denne lille øffende klump ren guld skulle blive større. Tænk sig at han engang skulle bliver større, gå, stå, snakke, have snot ud af næsen, lege med andre, blive forelsket og engang ultimativt forlade mig. Jeg fik den vildeste tudetur og min stakkels kæreste stod lidt uforstående og forsøgte at trøste mig.
Denne gang kom det lidt over mig igen. At denne lille bitte smukke pige ikke forbliver så lille og uskyldig, ikke længere skal dufte af nyfødt baby og roligt søge hen mod mit bryst.
Men det var knap så overvældende, for ved hvor meget fantastisk, der er i at de bliver større og hvor stolt og fuld af ømhed man kan blive.
Men det går også skræmmende stærkt, så tror bare jeg vil kigge en ekstra gang på det lille liv ved mit bryst og kysse storebror en ekstra gang eller to når han står op i morgen tidlig.
/Anne-mor
‘Lykken er…’ – både i nuet og i alt det der vil komme. Fint, fint indlæg, sødeste Anne <3