Noget af det som fyldte mest i mit hoved inden fødslen var, hvordan ham lille A mon ville tage det med at blive storebror. Ville han blive frygtelig jaloux, slå hende, ignorere hende eller reagere voldsomt overfor os forældre?
Men al frygt er indtil videre mere eller mindre gjort til skamme og efter lidt over tre uger ved jeg ikke helt, om vi skal forvente en lidt senere reaktion på et tidspunkt?
Han er jo lidt over 2 år gammel, og det er begrænset hvor meget, han forstod på forhånd. Altså hvor meget vi har kunnet tale med ham om det. Så abstrakt tænker han altså bare ikke endnu. Ved ikke om det bare er ham eller drenge på den alder generelt er sådan, men kender pigemødre, der har fortalt om hvor meget deres datter (på samme alder) glæder sig til at blive storesøster. Der var vi ikke. Han kunne sige, at der var en baby i mors mave, men derfra er der jo langt til at han vel reelt har forstået det. Fordi han er så vild med at læse bøger, købte vi en bog om det at blive storebror. Nogle af historierne syntes vi var lige negative nok, men så brugte vi billederne til at snakke ud fra. På et lidt mere praktisk plan. At baby skal være meget hos mor, at de skal have skiftet ble, ammes osv. Det store følelsesmæssige med misundelse osv. er for lidt større børn tænker jeg. Og der er der nu fine ting i bogen, hvis I står og mangler.
For at han ikke skulle føle, at hun kom og overtog alle hans ting (han er jo en glad 2-årig i MIIIN-fasen), valgte vi at købe nogle nye ting til lillesøster. Her er det mest dyne og sengetøj og andre putteting, jeg tænker på. Han er jo egentlig vokset ud af sin babydyne (og har altid mest ligget ovenpå den), men den bliver tit slæbt med ind i stuen til at putte lidt med. Så vi købte altså en ny babydyne og et par dynebetræk, så det var noget helt nyt og blev bragt ind i hjemmet som “hendes”. Det har fungeret, og han har ikke en eneste gang kommenteret på hendes dyne som hans, hvilket er ret heldigt for hun er meget glad for at sove i den, så bruger den meget. Til gengæld har jeg en enkelt gang formastet mig til at bruge hans, og det blev der kommenteret på med det samme.
Så der har ikke været de store konflikter. Overhovedet. Han har faktisk taget det ret stille og roligt. På trods af sygdom lige da hun kom hjem endda. Han er begyndt at interessere sig mere og mere for hende. Efterhånden vil han gerne holde hende, give hende et lille kys og ae hende på hovedet. Slyngevuggen får et skub og et stort “nårhh” når hun græder, og han har faktisk ikke rigtig virket generet over hendes gråd.
Så vi krydser fingre for at det fortsætter, og han bliver en glad og stolt storebror. Jeg glæder mig i hvert fald til at se deres forhold udvikles.
God søndag
/Anne
Hvor er det dejligt at det går godt, Anne!:) dengang H blev storebror (i samme alder jo) mærkede vi heller ikke nogen reaktion- men lillebror var også en nem lille en så hverdagen fortsatte på mange måder som den plejede, og det tror jeg betyder en del i forhold til reaktionen på ny bror/søster. Nu er de jo knap 5 og 3 og de elsker og hader hinanden som kun søskende kan – der er en ligelig fordeling mellem knubs og knus og store kærlighedserklæringer og eder og forbandelser haha:) der er ingen tvivl om at de er hinandens bedste venner, og den der reaktion på at være blevet storebror kom aldrig rigtig, og da vi troede at den var der fandt vi ud af, at sådan var børn på 2 år bare – altså stædige, griske og dramatiske haha:) så det er heller ikke sikkert at I oplever noget der ikke ville være kommet alligevel… Og mht. hvorvidt 2-årige kan glæde sig til at en bror/søster bliver født; de aner jo ikke hvad de går ind til, så det kan da godt være at de snakker om babyen, fordi mor og far gør, men de ved jo ikke, hvad det betyder, de kan bare mærke at ‘vi skal glæde os’, det er altså min holdning til det. H var 2 år og 3 mdr da lillebror blev født og han snakkede meget om maven, men det var jo kun fordi vi gjorde 🙂
Herligt – er sikker på de nok skal få så meget glæde af hinanden. Søskende er den største gave.
-Anne
Tja, der er jo præcis to år i mellem vores og det første år var der ingen problemer. Nu er lillebror halvandet og vi har en del søskendejalousi, men mest fra lillebror.
Han render altid ti cm bagefter storebror og efteraber alt hvad han gør, men han kan ikke acceptere, at A fx kan sidde på skødet af mig. Det er belastende.
Jeg tror, at når der er så kort imellem dem går der ikke ret lang tid før den ældste ikke kan huske hvordan det var før den næste kom, men at alle søskende vil konkurrere om forældrenes opmærksomhed i et eller andet omfang. Og så er alderen fra 1 til 2 efter min mening ret anstrengende, hvorefter det bliver virkelig fantastisk i takt med at de lærer at tale og kan lidt mere.
Held og lykke! 🙂
Dejligt at dine tanker om reaktioner har vist sig ikke at blive til virkelighed. Så skal det bare nydes og lur mig om der ikke på et eller andet tidspunkt kommer reaktioner, som der sædvanligvis gør mellem søskende 😉