Mens Anne er bortrejst på konference (og så endda på hendes fødselsdag – gisp!), har jeg fået lov at få lidt taletid her på bloggen. Jeg hedder Camilla og blogger normalt på Smag på maden.
’Smag på maden’ er primært en madblog og er min hyldest til god, sund og nærende hverdagsmad. Jeg elsker mad og især mad der på en og samme tid fornøjer vores øjne, mund og mave. Min mave har det bedst når den får mad der er lav på kulhydrater (og især sukker) og derfor er de fleste af mine opskrifter det. Jeg tror på at mad skal være fyldt med smag, nydelse og sundhed, men samtidig skal det ikke være for kompliceret. Det skal med andre ord være let at leve sundt.
I anledning af Annes fødselsdag, vil jeg dele lidt af mine erfaringer til hvordan man holder fødselsdag uden at blive helt høj på sukker og uden den efterfølgende hjertebanken og mavepine (som sukkeret hvert fald giver mig). Jeg håber jeg kan vise jer, at bare fordi man gerne vil spare på sukkeret og forsøge at flette lidt sundhed ind, behøver det bestemt ikke blive en kedelig fødselsdag.
Fødselsdagsboller
Til fødselsdag hører sig jo boller, men de traditionelle hvide fødselsdagsboller bidrager altså ikke med meget nærig til vores krop. Jeg serverer derfor boller lavet på mandel- og kokosmel for mine gæster eller muslibrød med nødder og kerner.
Vær dog obs på at brød og boller bagt med nødder og kerner har et noget højere energiindhold og du bør derfor ikke spise uhæmmet løs – til gengæld mætter de også meget mere.
Find opskriften på mine yndlingsfødselsdagsboller her og opskriften på muslibrødet her.
Til brødet og bollerne kan man med fordel servere hjemmelavet sukkerfri nutella med kokosmælk, sukkerfri marmelade eller hvad med smørbart figenpålæg.
Fødselsdagskage
Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg elsker kage og derfor bliver der ofte serveret kage når jeg har gæster – også når det ikke er fødselsdag.
Indrømmet, det kan være en udfordring at bage uden sukker og mel, men jeg synes jeg har ramt plet et par gange efterhånden – mine gæster har hvert fald været meget tilfredse og flere har været meget overraskede over at kagerne er uden mel og sukker.
Prøv fx min fødselsdagslagkage eller hvad med en lagkage med mandelbunde, chokolade- og blåbærmousse.
Som med brødet, skal man være opmærksom på at energiindholdet i nøddemel er højere end hvedemel. Du bør derfor stadig nyde kagerne i begrænsede mængder, men i modsætning til mel- og sukkerfyldte kager så sætter den naturlige mæthed en begrænsning for dit indtag (det er hvert fald min erfaring).
Snacks
I stedet for slik og chips kan man jo servere saltede mandler, nøddemix med tørrede frugter eller dadelkugler.
Jeg håber, at jeg har kunne give jer lidt inspiration til hvordan en fødselsdag kan se ud uden sukker. Kig gerne forbi www.smagpaamaden.dk – der er altså også rigtig meget hverdagsmad 😉
/Camilla
Det ser jo pragtfuldt ud det hele!
– Anne