Spisesteder i Catania

Et af målene for turen til Catania var at få noget lækkert mad at spise. Vi ville nyde den luksus ikke selv at skulle lave maden og så derudover gerne få en lidt autentisk oplevelse. Vi synes selv vi var lidt heldige med de steder, vi spiste, da vi var på weekend i Catania, så vil gerne dele dem med jer. Derfor her en miniguide til spisning i Catania.

IMG_4040.2

IMG_4041.2 IMG_4045.2

Til frokost lørdag sad vi i skyggen af et stort træ hos Razmataz, der ligger lige bag Via Etnea, og nød nogle mere traditionelle sicilianske retter. Jeg fik en risotto med græskar, mens kæresten fik en lasagne med artiskok og pancetta. Begge retter utroligt velsmagende. Der var en hyggelig, uformel stemning og dagens menu var skrevet på en tavle, hvor man så kunne vælge fra. Vi var faktisk så begejstrede at vi ville have spist frokost der søndag også, men her var der lukket. Vi gik også forbi her fredag aften, hvor der var proppet med mennesker, der fik aperitivo.

IMG_4056.2 IMG_4053.2 IMG_4067.2

Lørdag aften spiste vi hos Polpetteria. Polpette er kødboller, så kæresten var særdeles begejstret. Der var da også et stort udvalg af boller på oksekød, svinekød, fisk og endda vegetariske og derudover forskellige pizzaer. Interiøret var moderne, lyst og lækkert med en vintage-feeling. Tjenerne var søde og tilbød lillemanden både højstol, brød og mælk (ja, vi måtte pænt sige nej tak til alle dele dog). Mens kæresten fik kødboller med gorgornzola og en slags rødkål trak jeg mandekortet og fik dem med pancetta omkring og et spejleæg til. Nok de mest velsmagende og saftige kødboller jeg nogensinde har fået!! Man skal lige være opmærksom på at bestille tilbehør ved siden af. Her fik vi nogle utrolig lækre hjemmelavede fritter. Kæresten fik i øvrigt en meget lækker øl fra et lokalt bryggeri (det går ikke kun op i vin hernede).

IMG_4081.2 IMG_4052.2 IMG_4047.2

Til søndagens frokost vendte vi næsten tilbage til polpetteriaet, da vi havde set et sted kaldet FUD – Bottega Sicula i samme gade. Det er en slags kombineret delikatesse og restaurant, da de sælger alt en masse marmelader, chokolader, nøddecremer og øl under eget mærke. Man kan bl.a spise pizza, burgere og panini. Vi valgte at få nogle burgere og blev bestemt ikke skuffede. Det var nogle utroligt velsmagende burgere! Igen skal man bestille tilbehør ved siden af. En stor del af udvalget lod desuden til at være økologisk! Vi var lidt uheldige med betjeningen, der var lidt uorganiseret og langsom. Men vi var der også en dag, hvor der var et løb i Catania, som derfor var fuldstændig løbet over ende af mennesker! Byen var proppet og spisestederne ligeså. På FUD var der således flere selskaber og det kunne være en del af forklaringen. Maden kom dog hurtigt, og det havde heller ikke været så generende sad vi der ikke med en lille træt baby og skulle nå en bus. For maden var rigtig god, så ville komme der igen.

/Anne

Razmataz Wine Bar, Via Montesano 19
Polpetteria, Via Santa Filomena 48
FUD – Bottega Sicula, Via Santa Filomena 35
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tagget .Bogmærk permalink.

En kommentar til Spisesteder i Catania

  1. Pingback:Italienske polpettes Krittewitt

Skriv et svar